Sådan begyndte det hele!

Hej til alle gode mennesker!

Jeg hedder Vladimír og kommer oprindeligt fra Ukraine. Helt tilbage i 1993, i en alder af 20 år, kom jeg til Tjekkiet som bygningsarbejder. Jeg arbejdede på byggepladser i tre år, så fulgte en videregående uddannelse i Prag og en familie med to vidunderlige børn. Jeg byggede et hus til min familie og begyndte at tænke over, hvad jeg skulle gøre derefter.

I 2012 kontaktede en tjekkisk ven mig og fortalte, at han havde en bestilling på træpiller til Škoda-fabrikken. Jeg tænkte: »Skønt, så kan jeg i det mindste bidrage lidt til renere luft i Tjekkiet.« Derfor tog jeg til Ukraine for at bygge træpillefabrikker. Alt gik godt, og vi leverede træpiller til hele Tjekkiet.

Men i 2014 kom russerne til Ukraine for at føre krig. Da de tog Krim, lå grænsen kun 40 km fra en af vores fabrikker. Situationen var anspændt; Rusland ville også tage hele det sydlige Ukraine. Hver dag ventede vi på et angreb. Alle mine ansatte begyndte at forberede sig på krig med deres tidligere »brødre«. Da jeg så min 21-årige sekretær sove ved skrivebordet om morgenen, fordi hun var ude at skyde om natten, kunne jeg ikke holde det ud længere og begyndte også at genkalde mig det, jeg havde lært i militæret. Stor fysisk overbelastning og stressen ved at vente førte til, at jeg en nat fik et slagtilfælde – halvdelen af mit ansigt blev lammet, øjet kunne ikke lukke sig, og min psykiske tilstand var forfærdelig.

En ordentlig lussing fra mine skytsengle. Jeg forstod, at krig ikke var min vej. Jeg var ikke bange for døden, men tanken om at leve resten af livet med en kropsdel, der ikke fungerede, skræmte mig. Jeg vendte tilbage til Tjekkiet, hvor min familie og mange gode venner boede. Fabrikkerne i Ukraine, som jeg måtte forlade, slugte hurtigt alle pengene. Så snart jeg holdt op med at sende penge, begyndte de mennesker, der arbejdede der, at sælge biler og alt andet, der kunne sælges.

Jeg måtte begynde forfra fra nul. Jeg ledte efter noget, der kunne trække mig ud af depressionen og fylde mit hjerte med den energi, jeg havde haft før rejsen til Ukraine.

På YouTube stødte jeg dengang på et musikinstrument, der overraskede mig med sin lyd. Det var lavet af en gammel gasflaske og frembragte magiske toner, der mindede om klokker. Jeg huskede, hvordan min bedstemor hjalp mennesker, da jeg var barn, og ofte rådede dem til at stille sig under klokkerne, fordi deres vibrationer var helbredende. Jeg så ingen anden vej dengang, så jeg tog til en skrothandler og købte en ekspansionsbeholder for at forsøge at lave mit første musikinstrument. Resultatet så forfærdeligt ud og klang næsten ikke – oplysningerne på internettet stemte som altid ikke med virkeligheden. Senere fandt jeg dog en mand i Ukraine, der allerede havde lavet lignende trommer i tre år. Sammen lavede vi nogle af mine første trommer, som jeg lykkeligt tog med hjem til Tjekkiet.

Det var netop da, trommespil blev min daglige terapi. Hver dag sad jeg med trommen og spillede – ikke for musikkens skyld, men for min egen. Jeg forventede ingen mirakler. Men efterhånden begyndte jeg at mærke, at venstre side af mit ansigt, som havde været stiv, langsomt løsnede op. Øjet, som tidligere ikke kunne lukke ordentligt, begyndte at få det bedre. Jeg savlede ikke længere så ofte, og den ubehagelige spænding forsvandt gradvist. Venstre hånd lystrede stadig ikke hundrede procent, men også der mærkede jeg en tydelig fremgang.

Trommespillet hjalp mig både fysisk og psykisk. Hver gang jeg fordybede mig i trommens rytme, slappede hele kroppen dejligt af. Men når jeg vendte tilbage til gamle problemer og stress, kom alle generne igen. Da forstod jeg, at jeg var nødt til at ændre min livsførelse. Mindre stress, mere ro og regelmæssigt trommespil – alt dette gav mig en reel og varig bedring.

I dag er der ingen spor af slagtilfældet i mit ansigt, og jeg ved godt, at trommens vibrationer ikke bare er lyd – de er helbredende bølger, der blidt kærtegner kroppen og også berører sjælen.

Jeg ville også tilbyde trommerne til andre mennesker, så min søn og jeg præsenterede vores tromme på internettet gennem crowdfunding (en platform, hvor mennesker fra hele verden frivilligt sender penge for at støtte nye projekter). Til vores overraskelse blev trommen fra Tjekkiet meget populær og fik støtte fra 1500 mennesker!

Hvad nu? Vi havde et stort ansvar over for de mennesker, der troede på os. Vi måtte sikre produktionen. Jeg havde lært at lave trommer af gamle gasflasker, og sådan begyndte vi også. Min søn måtte begynde med elektronik, som han ingen erfaring havde med, og jeg måtte fremstille musikinstrumenter, jeg aldrig havde lavet før – i hundredvis.

Jeg tog igen til Ukraine og opkøbte alle gamle gasflasker i området omkring Kherson. Vi begyndte at fremstille trommerne i hånden. På 6 måneder lavede vi 300 trommer, der ikke så særlig godt ud og klang hver på deres måde (dengang forstod jeg, at selv jern kan have en hukommelse – hver flaske var mindst 20 år gammel og havde selvfølgelig sin egen historie). Det var forfærdeligt: tusindvis af dollars og måneders arbejde var væk, og vi stod tilbage med kun nogle få trommer, jeg ikke ville skamme mig over.

Alex (min søn) havde det på samme måde. Han havde taget ansvaret for elektronikken og erklærede efter et halvt år, at det ikke kunne lade sig gøre. Stor håbløshed efter et totalt nederlag, men vi fortsætter …

Jeg begyndte at lede efter en producent med en hydraulisk presse på 300 ton og efter jern, der klang godt. Alex indledte et samarbejde med en ny elektronikudvikler. Jeg fandt en fabrik i Polen, som fremstillede de første 1000 trommer til mig. Og de var gode. Vi fik arrangeret 7D-laser i Polen; den endelige fremstilling foregår i Tjekkiet. Produktionen tog seks måneder, og så blev trommerne endelig sendt ud i hele verden.

Efter et år måtte elektronikken ganske vist igen have en ny udvikler og begynde forfra fra nul, men den tredje udvikler var dygtig og færdiggjorde arbejdet. Den næste version af trommerne lavede vi af endnu bedre, særligt jern (en legering, ikke skrot), som transporteres 4500 km til os.

Trods alle forhindringerne gav vi ikke op – vi elsker vores arbejde og vores trommer.

Vi fortsætter udviklingen, og nutidens tromme har en mere kugleformet udformning, klinger længe og har en særlig komatex-maling, der danner en helhed med trommen. Elektronikken er færdig. Nu forsker vi sammen med psykologer i, hvordan trommerne med en elektronisk lærer påvirker børn positivt.

Vi har allerede fundet ud af, at trommerne med deres mirakuløse vibrationer påvirker psyken positivt, og vi har mange breve fra mennesker over hele verden om, at de virkelig har helbredende virkninger.

I fremtiden vil vi bruge vores trommer til gruppeterapi, arrangere koncerter i kirker og fortsat overraske mennesker med deres klang og vibrationer.

På forhånd tak til alle, der tror på os og støtter os ved at købe trommer fra vores værksted.
Vladimír Jerechynsky